1964-03-17

side 1

Til Poul Nielsen

17/3 - 4

Indledning :

Godaften her er Poul Nielsen - velkommen til ”VOR TIDS MUSIK” seriens femte udsendelse i 1964. - Jeg skal i denne udsendelse vende og spille nogle plader for Dem. - Jeg vil desuden med nogle få bemærkninger kommentere en del af de kompositioner de vil få at høre og som er komponeret af avantgardekomponisterne Eric Andersen, Henning Christiansen samt Arthur Køpcke, folk der allerede i udlandet er kendt bl.a. gennem opførelser i New York, San Francisco, Chicago, Paris, Köln, Darmstadt m.v. - - - -
Jeg har en lille overraskelse til Dem i midten af udsendelsen, og endelig, hvis alt går som planlagt, vil vi slutte med nogle danske førsteopførelser af den amerikanske komponist George Brecht.

S - - - -

(Eric Andersen: Nr. 1):

Det hvis kunstnerisk aktivitet opdeles i tre kategorier med hver sine krav, og disse kategorier er:
Substantiel kunst
Konsubstantiel kunst
samt Nonsubstantiel kunst
Om det er muligt at komponere nonsubstantiel kunst er ikke problematisk.
Nonsubstantiel kunst er det forhold, hvor oplevelsen af den plastiske substans i et ideoplastisk arbejde gøres til illegitim i kommunikationen med værket - illegitim i samme grad, som det rum hvori man reflekterer.

Eric Andersen’s komposition ”Nr. 1”

S (Eric Andersen: Nr. 2):

Et typisk eksempel på forsøg med nye kommunicationsformer.
Eric Andersen’s komposition ”Nr. 2”

S (Henning Christiansen: Dialektisk Evolution V):

Et aperiodisk materiale af mikrolyde ordnet konsekvent periodisk.
Henning Cristiansen’ s komposition ” Dialektisk Evolution 5”

[s. 2]

side 2

(Eric Andersen: Nr. 4):

Eric Andersen’s komposition ”Nr. 4”

S - - - -

(Henning Christiansen: Watersong):

En gammel barhistorie komponeret i tredelt form og sunget af mand- og kvindestemme.

Henning Christiansen’s komposition ”Watersong”

(Arthur Kopcke: Orm i hjernen):

En streng musikalsk sats.
Arthur Kopcke’s komposition ”Orm i hjernen”

(Henning Christiansen: Dialektisk Evolution Ib):

Om arimetisk progression.
Henning Christiansen komposition ” Dialektisk Evolution lb”

(Eric Andersen: Opus 17):

Om Silence.
Eric Andersen’s komposition ”Opus 17”

(Arthur Køpcke: Opmuntring)
Arthur Kopeke’s komposition ”Opmuntring”.

Og nu den lille overraskelse jeg lovede Dem.:

Komponisten Eric Andersen interviewer komponisten Henning Christiansen om dennes kompositioner. Vi har jo allerede hørt tre af dem.

S - - - -

[s. 3]

side 3

(George Brecht: To varigheder - To tilnærmelser):

”To varigheder” og ”To tilnærmelser” er to digte af amerikaneren George Brecht. Digtene er overført til det radiofoniske medie af Eric Andersen, der ligeledes opfører dem.

Digtene lyder:
Two Durations

Red
green

”To tilnærmelser” er et digt på tre linier:

På den første linie til venstre findes tegnet for parentes begyndt - på anden linie i midten står ordet ”obituary” og på tredie linie til højre findes tegnet for parentes sluttet.

S - - - -

(George Brecht: Mallard Milk):

”Mallard Milk” af George Brecht med tekst af Dich Higgens opføres af:

Eric Andersen
Tony Andersen
Henning Christiansen
samt Arthur Køpcke

Slutning:

Og det var ”VOR TIDS MUSIK” seriens femte udsendelse i 1964. Tak fordi jeg har måttet spille disse ting for Dem - tak for iaften — og hvis De har hørt udsendelsen over bilradio ----------- tak for turen.

Tak fra Poul Nielsen!

 
[s. 4]

side 1

Interview til radio d. 17/5 – 64
Eric: sig mig en gang, Henning Christiansen, er disse kompositioner vi netop har hørt, egentlig ikke som at bo i et højhus.

Henn: Etableringen af et fænomen uden dettes tilknytning til en kontemplativ tilstand må anses som gyldigt udgangspunkt for enhver kollektiv funktion. Endvidere vil et sådant udgangspunkt fremtræde som

Eric: et krav ved udviklingen af en social orden.
Højhuset, som en kollektiv social foranstaltning, bør derfor udvides til at omfatte hele den arkitektoniske begrebsverden.
Svaret bliver sålades bekræftende.

[s. 5]

2.

Eric : Ligger der nogen samlet ideologi til grund for din produktivitet - Hvis svaret er JA er denne ideverden da ikke utilnærmelig.

Henn: Lærens form er nødvendigvis paradoksal, og at leve efter den kræver nødvendigvis viljekraft. For dåren er paradokset til latter, for den middelmådige er kravet for stort.
Når en ægte discipel hører læren om hvorledes den i sandhed overlegne fører sig op, så gør den det dybeste indtryk på ham, og derfor sætter han al kraft ind på at leve sit liv efter den. Når den middelmådige discipel hører denne lære så fatter han den uden at holde den fast så bliver den ham kun en smuk teori. Når en undermåler hører denne lære slår han en vældig latter op. Hvis han ikke brister i latter tør den ikke regnes for den virkelige lære om hvorledes den i sandhed overlegne fører sig op. Blandt tankesprog for begynderen findes f.eks. disse som ved deres uundgåelige paradoksale form må synes undermåleren komiske: Ved du hvorledes du skal leve, da lever du som de der ikke ved. Jo mere du går frem i forståelse af den rette måde at leve og virke på des nærmere kommer du dem der er langt tilbage i forståelsen. Har du et virkeligt moralsk væsen, da gør du ikke væsen af din moral.

Eric: Ligger der nogen samlet ideologi til grund for din produktivitet - Hvis svaret er JA er denne ideverden da ikke utilnærmelig.

Henn: Og er du først nået til klarhed over dig selv, d.v. s. gennem dig selv nået til klarhed over livets usigelige og usanselige inderste væsen er resten i virkeligheden let. Din forståelse af dig selv er udgangspunktet hvorudfra du kan forstå andre selv, forstå det samfund af ebkeltselv der udgør en egns befolkning, og kan du forstå hele din egn kan du også forstå andre egne, forstå den samling af egne som danner et landskab, og kan du forstå hele dit landskab kan du også forstå andre landskaber, forstå den samling af landskaber som danner et land, og kan du forstå hele dit land kan du også forstå andre lande, forstå den samling af lande hvoraf Kina, Jorderig, menneskeheden består, har du forstået det menneskelige forstår du med det samme alle mennesker, hele menneskeheden, jorderig.
Derfor hedder det om den vise: han når målet uden at flytte sig af stedet, han ser sin skæbne i dens rene klare oprindelige skikkelse uden at åbne sine øjne, han bliver et fuldkomment menneske uden at lave sig det mindste om, blot ved omhyggeligt at være sig selv.
Lige sådan med selv det mest fremragende menneske: dersom han mangler uselviskhed har han ingen forbindelse med det der er udenfor ham, og hans jeg bliver en død værdi - intet griber ind i ham.

[s. 6]

3.

Eric: Hvis svaret er Ja er denne ideverden da ikke utilnærmelig?

Henn : Mine ord er overmåde lette at forstå og overmåde lette at handle efter. Alligevel er ingen mennesker i stand til at forstå dem eller handle efter dem. Sagen er at mine ord har en baggrund min virksomhed beherskes af en ide. Det er kun fordi folk ingen forståelse har, at de ikke forstår mig. Er de som forstår mig de få, så viser det kun at jeg tæller.
Derfor bærer overmennesket, den sande vismands grove folkelige klæder på kroppen og de kostelige ædelstene i sit bryst, så kan de kloge erkende hans værd trods det tarvelig ydre og de andre spare deres agtelse.
Disse tvende altets væreformer er skønt af helt forskellig karakter, skønt det ene er navnløs den anden navnbar, den ene uendelig og usynlig den anden endelig og virkelig dog på bunden identiske, den sidste en simpel udfoldelse af den første. At de er identiske det er den store hemmelighed livets fundamentale hemmelighed, det er af dette forhold al folkets mangfoldighed har sit væsen bestemt som man er bestemt af det skød hvoraf man er fremgået.

Eric: Er fornuften ikke en tilstand af manglende information

Henn: Den vise lærer ikke sin visdom fra sig med ord. Ord giver ikke nogen forestilling om det hvori visdommen består, thi den er en viden om modsætningernes enhed, en viden af usigelig art.
Den som har afbrudt sin forbindelse med omverdenen med modsætningernes virkelige verden af godt og ondt, behageligt og ubehageligt, vinding og tab. Den som har lukket sine sanseindtryk ude fra at vinde indpas i hans sjæl og vække hans begær og afsky hans afsky, forstyrrer hans barnlige hvile i den naturlige skæbne, som er en harmoni af modsætningerne er både god og ond både evners lys og skjultheds mørke. Den som har taget brodden af sin begavelses våben, opgivet det personlige stræb og frigjort sig for sine begæringers bånd. Den som har blandet sin personligheds glans med sine omgivelsers mørke og gjort sig til et med den lave og støvede verden han tilhører - han er et med tilværelsens inderste hemmelighed.
Ham er slægt og fremmede lige kære, tab og vinding lige velkomne, højhed og ringhed lige fornemme. Derfor er han den fornemste på jorden.

Eric: Er John Cage dit store forbillede?
Eric: N—
Henn: -ej

Eric : Er John Cage dit store forbillede?
Henn: Det er mig der stil-
Eric: - ler spørgsmålene.

[s 7]

[tegning på bagside af s. 6]