1982-12-00

Menneskets/vores adfærdsmønster

Requiem of art

I storbyens favn Troels Trier (…)
Bella Italia Sebastian
Gesang der Jünglinge Marteau sans maitre
Beckett-sange
Cecil Taylor Terry Riley in C
Nazi Jazz Ligeti Atmosfære
Dansk spillemandsmusik Djurslands spillemand
Abba

Bernstein (…) Dødens Triumf
Henze
Luigi Nono

Det er utroligt hvad altså er sket i musikkens verden gennem 60erne og 70erne en vrimmel af stiltilbud et udbrud i klangforskelle et musikalsk rum for enhvers tilbøjeligheder. Vort adfærdsmønster i vort lille land er da også nu i 70erne så opsplittet så meget at vi er nødt til at have 13 partier at stemme på ved et folketingsvalg. Musikken er som et troldspejl, der fortæller os om ubevidste strømninger vi drejer på kalejdoskopet og hver og ser et nyt mønster et nyt stykke musik og det både i meget gamle og meget ny klæder. Indimellem også i kejserens nye klæder, for i

 
[s. 2]

I næste nu at opleve dem i (…) med sandaler eller træskostamp samt klokkespinkelt.
Men se til om vi alle har oplevet det store udbud, fordelene ved det? Nej da, i stedet er der opstået stærkere sekter især holdninger som holder på det ene eller andet og nyt vil man ikke høre, de andre formodes at være lige så normale som en selv og derfor kæmper man med rettens sværd for sit åndelige hovmod hvad enten det er for Stockhausen eller for Volmer Sørensen musikkens drabsmænd boltrer sig, dagbladskritikerne streger ud og de rene gadedrenge deres sprog går på melodien ”det kan du selv være”. Du er et hul i jorden – det kan du selv være – hvor var det smukt – det kan du selv være – hvor var det trist – det kan du selv være. I lømmelsprog skriver kritikeren sig ud på højene hvad enten de hedder Robert Naur, Bo Holten, Jan Jacoby eller sprognemme Johannes Viggo P eller Walter Zacharias eller Flemming Weis. Musikkritikere er forvirret ved ikke hvorhen og hvordan. Imens spiller musikken som aldrig før og ud af stolper og forgyldte vægge.
Man d.v.s. Poul Borum har bedt mig fortælle om 60ernes og 70ernes musik på en time og jeg vil hænge i det bedste jeg har lært og starter med det stykke musik som

[s. 3]

Herhjemme spilledes hele den seriøse musikfront fra 50erne ud. Musikstykket hedder paradoksalt nok ”Marteau sans maitre” og mange komponisters fælles studieobjekt her i radiohuset i 1961 før vi dengang drog af til Darmstadtskurserne og vore veje skiltes. Pierre Boulez som har skrevet det lange stykke musik ”hammer uden mester” fik selv hammeren i hovedet og skriver ikke længere musik men dirigerer sågar Wagner i Bayreuth 1976 oven i købet skandaleforestillingen Rheinguldet med Patrice Chereau som iscenesætter. Sprog og musik er blevet en herreløs hammer i de vestlige mediedemokratier til gengæld har vi fået et mylder af kontrapunkter at vælge imellem.
Martau sans maitre hammeren uden mester [Beatles Yellow Doors] lyt til den smukke musikklang de kan ikke høre hammeren, men den var der.
 
[s. 4]

Når man taler om Darmstadtkurserne i beg. af 60erne er det umuligt at komme uden om Karl Heinz Stockhausens store indflydelse på kursernes forløb. Hans gennemgang af de serielle principper. Det var intellektuelt meget krævende kurser og det bar hans egen musik også præg af. Det var ingeniør-præget musik. Hængende i luften blev vel nok hans ”Gesang der Jünglinge” et katolsk værk med anvendelse af moderne rumoptagelsesteknik. Den borgerlige del af denne verden tog værket til sig, dog efter nogen modstand det var jo nyt, (…). Gesang det er bekendt ikke et kunstnerisk udtryk der peger fremad snarere bagud i musikkens klerikale fortid
(vi hører her et kort uddrag)
Gesang der Jünglinge (kort uddrag)
Et andet væsentligt bidrag i Darmstadt som man (…) var Ligetis Atmosfære. Et stærkt opdelt orkester giver en svirrende klang fra sig et diffust klangtapet eller naturbrus – hvad ved jeg, for mig danner der sig i den forbindelse et ubehageligt indtryk af hvad jeg må kalde intellektuel pop en betegnelse som det er værd at vende i luften når der diskuteres popmusik.