Menu

Henning Christiansen

1963-03-10

Modtager

Bo Wallner

Dokumentindhold

Concerto

Transskription

Henning Christiansen
Jenslev pr. Kirke-Hyllinge
10/3-62

Kære Bo,

Desværre tilbagesendes Liedholms Mutanza uden denne gang at have fundet vej til det kgl. danske musikkonservatoriums festsal. Jeg kan personligt godt lide værket og finder ikke at det er for svært saa maaske staar det paa programmet naar næste orkesterkoncert i studiekredsen for ny musik (haabløs titel) forhaabentlig allerede til efteraaret løber af stablen.
Programmet til koncerten den 6. maj ser saadan ud:
Vagn Holmboe: Concerto nr. 10 (for træ, messing og tarm)
Svend Westergaard: Capriccio for violin og strygere, med Henrik Sachsenskjold som solist.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Improvisationer
Webern: 6 orkesterstykker op. 6
Som du ved har radioork. lige opført weberns op. 6 med Trevis og med meget lille succes. Musikerne fatter simpelthen ikke hvad der sker i dette et halvt aarhundrede gamle værk, selvfølgelig var der lyspunkter men alligevel. Robert Naur giver i Politiken i dag, søndag, radioork. og især dets formand Valdemar Volsing, det glatte lag. Nødvendigt er det men selvfølgelig har konservatoriet ogsaa et ansvqar for miseren, ikke direkte, men holdningen derinde er i det store og hele præget af indolence. Mogens Andersen sagde engang i efteraaret ved en diskussion om konservatoriets forhold til ny musik saa noget som: naar en organisation fungere perfekt er den stangerende. Vi har dygtige lærere paa konservatoriet men de fleste er reaktionære ad helvedet til, men maaske er det prisen. Vi har meget fine eksamensforhold, systemer og fast pensum, men desværre, jeg kan ikke faa hatten af, den bliver nede over øjnene og skjuler mit skumle blik.
Alligevel, man kan ikke opgive konservatoriet og Riisager er tilsyneladende stærkt interesseret i liv omkring sig (iøvrigt modsat næsten alle sine forgængere paa posten). Jeg skal lige skitsere de konserter n.m.p.k. arrangerer i foraaret.
18. marts opføres de til ung nordisk musik i Helsingfors udtagede værker Torben Petersen: Sagn, Erik Nordby: Klaverstykker, Svend Nielsen: 5 sange og Jens Wilhelm Pedersen: Strygekvartet i 2 satser desuden J.W. Pedersens 4 rækkestudier for solsfløjte Magnus Bløhndal Johansson: Samstirni (elektrofoni) og Jørgen Plaetner: Vor tids kantate (konkret og elektronisk collage) sidste opføres til "kaffen" i C2 konservatoriets næststørste rum.
26. marts opfører studenterscenen Tardieus "lille konversationssymfoni" Per Nørgaards "Titanic" til Bjørnvigs digt i ny version forhaabentlig bedre end den gamle og vi faar besøg af nogle mimefolk. (Danny Andersens skole)
8. april Koncert med Castiglioni: Gymel for fløjte og klaver, Penderecki Miniature for vl. og klav. Axel Borup Jørgensen: Musik for viola og slagtøj, som Peter Lassen dirigere og konservatorieelever opfører og endvidere et værk af Bernhard Lewkowitz: Tres orationes for teonr, obo og fagot.
23. april laver vi instrumentalteater:

Neo-da-da
(Polemisk)
Patterson: Pond
Henning Chr.: Sonate
Maciunas: Memoriam Adriano Olivetti
Erik Andersen: Stykke for det kgl. danske musikkonservatorium 1963, tilegnet eksistentialisten Niels Viggo Benzon.

Musisk
Nørholm: Bussottiversion af nr. 3 af five pieces for David Tudor
Cage: Ubestemthed (oplæses af Maegaard)
Erik Andersen: Problem 10

Litterært
(ideologisk)
Higgens: Stykke for fem
Erik Andersen: Concretion
Higgens: Symfoni sacra, canto 2 (opføres forhaabentlig af cantilena.)

I C2 slipper vi eksperimentalmalerskolen løs. De skal improvisere over temaet foraar, er det ikke originalt? De har lovet at opføre sig pænt og feje op efter sig.

Jeg haaber inderligt at eleverne vil vaagne op og indse at en musiker ogsaa maa være kunstner. Følsom over for sin samtid og aaben ind til det ubehagelige for nye fortegelser. Det er forbandet med disse baase de er saa lykkelige for at blive sat i.

Jeg takker mange gange for din lynhurtige reaktion paa mit første brev og tilsidst tak for det danske nummer af Nutida, sikken et arbejde for at naa til den kvalitet. Jeg var himmelfalden over at faa honorar for artiklen, saadant er vi skam ikke vant til, her er lidt lavt til loftet.

TAK for laan og
hilsner