Menu

Henning Christiansen

1971-02-20

Dokumentindhold

Ansøgning om arbejdslegat

Transskription

Askeby 20.2.1971

Ansøgning om arbejdslegat for bildende kunstnere

Til kunstfonden!
Jeg ansøger herved fonden om et arbejdslegat på 5.000 kr. Jeg er uddannet på kunstakademiet i Düsseldorf hos prof. Joseph Beuys fra 1964 - 69 og fik afslutning som mesterelev. Om mit maleri kan jeg fortælle følgende:
Jeg holder fast ved mennesket som udgangspunkt og finder det ikke nødvendigt at opgive dette emne. På et billede eller en skulptur kan jeg lade en indre oplevelse blive synlig, deformere mennesket, kroppen ligesom en organisk sygdom kan gøre det. Jeg har malet nogle kvinder med blå pletter på ansigt og hænder, længslen eller vemod slår igennem på kroppen som mæslinger og sætter ligeså synlige mærker. I maleriet er det mig muligt at fremstille det ubevidste, den indre oplevelse, som ellers ligger skjult og forbliver uartikuleret. Kunsten er altså for mig en slags analyse og jeg bruger i dag også andre medier, som film og det at skrive for at få fat i det på så mange måder som muligt.
Dette arbejdslegat ansøger jeg specielt for at beskæftige mig med kvindens situation gennem maleri og skulptur, jeg har altid været af den opfattelse at der må være en speciel kvindelig kunst, som ikke blev tilstrækkeligt værdsat, ja dårlig nok udøvet. Jeg har selv på akademiet oplevet at en pige var virkelig glad hvis det blev sagt af mænd, at man jo slet ikke kunne se, at det var malet af en pige. Tak for komplimentet. Og så bestræbte pigerne sig for, på alle mulige måder at efterligne mænd. Det næste halve år vil jeg videreføre mit arbejde med at finde frem til noget, som tilhører specielt mig og andre, som kvinde. I romanerne skrev mænd om kvindernes følelser, af og til var det kvinderne selv, som skrev om stor lidenskab for mænd, men jeg er interesseret i de følelser, som må have ophobet sig i lang tid og som aldrig fik afløb. I hvert fald kunne det lykkes os (mig), ud fra andre synsvinkler at tilføje noget vigtigt til fænomenet mennesket, som for det meste blev formet af mænd. I det 18. og 19. århundrede var der mange kvinder som malede, skrev digte og musicerede. Nogle få, som Clara Schumann, Annette von Droste-Hülshoff overlevede, der var mange andre. Deres akvareller forstøvede [støvede til] og deres musik blev kun brugt som aftenunderholdning ved en modtagelse. Jeg kan kun se en løsning på denne misere, i at jeg og andre kvinder producerer deres forestillinger ind i det mandsdominerede åndsliv. Derfor ansøger jeg, jeg vil male meget og et arbejdslegat vil lette på mine økonomiske vanskeligheder, endnu har jeg ikke solgt mange billeder, og som bekendt er netop mit stadium, der hvor det hele begynder, det vanskeligste.
Jeg har udstillet på KE i 68 og 70, Düsseldorf og Trier i 1969, i Carlton bio i Kbh. og nu udstiller jeg i Ringsted, Sjællandske Bank, Skt. Hansg. 10.

Vend

[s. 2]

Venlig hilsen

Ursula Reuter Christiansen

BAKKEHØJGAARD
4792 Askeby
Tlf. (03) 81 73 57

Vedlagt: 2 avisudklip

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Askeby

Ursula Reuter Christiansen
Bakkehøjgaard
4792 Askeby

HC arkiv Møn/HC breve 6