1966-00-00

Jeg, komponisten, har altid været en hund efter skakspillets muligheder. Begejstringen gælder det velovervejede træk, bevægelsernes ro, viden om tid og kontakten gennem brættet.
"Den rokadiske" kan opfattes som et skakbræt, d.v.s. som en genstand der er tilstrækkelig anonym til at både komponist og tilhører, kan forholde sig objektivt til værket. Endvidere har den rokaderne tilfældes med skakspillet. Så hører ligheden vel op, da tilhøreren af gode grunde ikke får lov til at trække.
Værket kan af komponist og tilhører også opfattes således: Det er anbragt et sted udenfor rækkevidde. Det er kølet kraftigt ned. Der er tale om konstrueret melodik, klanglig fastlåsen o.s.v.. Det vil dog undre om det på trods af disse foranstaltninger ikke skal lykkes tilhøreren at opnå en følelsesladet, sensibelt kontakt til strygekvartetten. Men, det er da klart at det i så tilfælde må være tilhøreren der leverer brændstoffet eller det musikkritikeren Poul Nielsen, Berlingske tidende, kalder: Staldvarmen.
Med andre ord: Hunden ligger begravet hos Dem.