1972-02-00

[i hånden:] Og endnu en kommentar til kvindesagen i anledning af Filmen Tre piger og en gris!
UD MED EN HEL MASSE OG IND MED NOGET ANDET

[maskinskrift:] Naturligvis er det nødvendigt at bestemme kvindens ståsted, analysere hendes adfærd, søge efter hendes identitet.
Men ud over denne mere sociologiske og politiske virksomhed, vil jeg mene, at det ikke er nok med at sige: ”Se, hvor er kvinden dog frustreret. Kan hun da ikke frigøre sig?” Nej, nu skal vi i praksis begynde med frigørelsesprocessen istedet for at havne i en masse snak om kvinden som taknemmeligt objekt for
alverdens analysetrang. Objekt, både for mænd og kvinder, som i forvejen er intellektuelt godt udrustet, og som næppe selv har været ofre for den almene kvindes undertrykkelse. - Og det er her vi må sætte an i vores film.
Selv at gøre noget.
Ikke nøjes med analysen, psykoterapien af den stakkels kvinde. Hold nu hellere lige inde med at snakke og sige: ”Ak ja, til alle de kloge avisartikler, men forstå, at det er dig, som er den undertrykte og at det er hos dig selv, du bedst kan begynde med frigørelsesprocessen.
Dertil hører aktion.
Begynd at udtrykke dig på alle mulige måder, og i alle mulige retninger og gennem alle mulige medier.
Kun ved at formulere os, begynder vi at blive frie.
Vi vil ikke have nogen psykiater til at tage sig af vores problemer. Det er os selv som er vores bedste sjæleven.
I tre piger og grisen, har vi prøvet at give luft for forskelligartede følelser og uforarbejdede oplevelser o.s.v., som har hobet sig op i årenes løb. I alle de år, hvor man nok har tilstået kvinden et rigt sjæleliv, men helst
skulle denne sjæl være et rent spejl for mandens, ægtefællens, elskerens person.
I denne film er det vores egen, som andre kvinders verden vi bevæger os i. Og en gang til: Det er ikke nok at påpege kvindernes frustration, det er på tide at komme af med sin egen.
For os var det derfor vigtigt at lave denne film. For os var optagelsesprocessen, 4 dage komprimeret liv, hvor vi levede og arbejdede sammen. Hvis man skal snakke om alternativ film, så er det efter min mening en misforståelse at tro, at det er kameraet, som laver arbejdet. Det er ikke kameraet, som alligevel
ikke kan andet end afspejle, jeg skal sove og leve sammen med for at lave en alternativ film.
Det er at sove og leve sammen med andre mennesker for at fremelske en alternativ livsholdning og dermed som naturlig følge, en alternativ film. Og det mener jeg vi er begyndt på.

Ursula Reuter Christiansen