Henning Christiansen
1970-10-07
Author/Key figure
Henning Christiansen
Document content
Awaiting summary
Transcription
2.
Han sad og så ud i luften, så rejste han sig gik ud midt i rummet og gav sig til at synge i vilden sky, midt på gulvet stod han og sang ret logiske forløb og alligevel var det som om noget trængte sig på som han ikke selv anede eller i hvert fald havde klar fornemmelse af, hvornår indtræder punktet hvor man ved hvorfor, midt i sangen eller før da han sad på stolen, reflekteret sang eller det spontane, men nu stod han der og sang en vild sang, hysteriske udbrud vekslede med salmeagtige steder, som om klokken sommetider var halv ni. Det var ikke nogen dårlig stemme, men overhovedet ikke skolet og som sådan irriterende for mange og den rene fornøjelse for andre. Men han sang slet ikke for nogen, knapt nok sig selv, det meste samspil han havde var fra en godt beskidt væg han stod og sang imod, nodebilledet var altså en beskidt væg, heller ikke det anfægtede ham, indimellem var det virkeligt smukt, sart og nærmest gulliggrødt, det grødede i stemmen fik han af til kontrol over og så var der klang på bastonerne og væggen svarede igen, han var stadig ikke ved bevidstheden, sanseløs stod han og svajede, kun optaget af sin sang, sådan må kanarien føle sig selv på de helt store ture, han sugede luft ind til blæsebælgen og drønede den ud igen, det blev mindre og mindre hysterisk, hvad han sådan valgte at synge, eller blev tvunget til af sine stemninger, mer og mer samlede sangen sig om de kønne beherskede midtertoner, han sluttede med noget temmelig velformet midt på lejet og tænkte at nu var det tid til kaffe. Standsede, vente sig og ca. 5 sekunder efter fandt han sig for fuld tryk syngene den her: ”Grøn er vårens hæk”. Han var højt oppe den morgen.
Henning Christiansen
7.10.70