Menu

Henning Christiansen

1977

Author/Key figure

Henning Christiansen

Document content

Awaiting summary

Transcription

Et medieoffer

Sangeren Wolf Biermann har i DDR i de sidste 4 – 5 år udfoldet sig i en stadig mere galdefyldt kritik af DDR. Der har desværre ikke været tale om nogen konstruktiv fremadvendt kritik. Han har kaldt den socialistiske arbejder tyvagtig, korrupt og lignende. En hån har det været imod de mennesker, der har sat al deres energi ind på at opbygge den socialistiske enhedsstat. Man har dog i DDR længe været meget tålmodig overfor ham.

Det tager ca. 4 – 5 år at populariserer en mediekunstner og i Vest-tyskland har man ivrigt, og i åbenbart fin forståelse med Biermann, bygget hans image op. Nu skulle man rigtig til at nyde frugterne af hans dobbeltstilling: Borger i DDR, brugt i anti-kommunismens tjeneste i en kapitalistisk stat.

Med sin beslutning om udvisning, som bestemt ikke er overilet eller uigennemdrøftet, har DDR sat en effektiv stopper for den udnyttelse af Biermann, som man (drüben) i BRD og han selv havde planlagt.

Alle husker hvor hurtigt Solsjenitsyn kom ned fra firmamentet. Han er allerede nu, efter et lille års forløb ubrugbar i vesteuropas massemedier, skønt han kværnede løs i både TV og tlf.-interviews i vor radio flere år før sin udvisning af Sovjetunionen.

Biermann er entertainer. Han må vide alt om hvad TV og anden massekommunikation kan bruges til. Han er spundet ind i sit eget spind. Han er blevet sit eget medieoffer.

Fornylig har Biermann på et kæmpe arrangement på et idrætsstadion i Køln, som blev sendt i BRD i et 4 timer langt TV-program, ved behændig udnyttelse af et digt af Bert Brecht, smykket sig med lånte fjer, og gjort sig selv til super-revolutionær, og det stående midt i den Vest-europæiske kapitalismes højborg. Endnu engang har Biermann føjet spot til skade.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at arbejderklassens store entertainer gennem det sidste halve århundrede, Ernst Busch, på det skarpeste har fordømt Biermann og billiger hans udvisning.

Til dem der for enhver pris hylder det frie ord, vil det være fornuftigt at stille følgende spørgsmål: Hvem arbejder for medmenneskelighed og den arbejdende befolknings frie udfoldelsesmuligheder. DDR eller Vest-tyskland? Hvem sikrer uddannelsesmuligheder for alle aldersklasser. DDR eller Vest-tyskland? Hvem sørger for at ingen tjener for meget og ingen for lidt. DDR eller Vest-tyskland? Hvem sørger for at der ingen arbejdsløshed er. DDR eller Vest-tyskland?

H.C.

Facts

PDF
Manuscript

Dansk

HC arkiv Møn/HC Tekster af og om 66