Menu

Henning Christiansen

1979-12-00

Document content

Awaiting summary

Transcription

Søndag

Kære Henning Tak for dit brev - og tak for den fine og skæge udsendelse i går. Man hørte god musik i den (bl.a. den med billerne der spiller tuba i skovbunden), men det var skidegodt du snakkede så meget,
Der var både piano og forte. Du er jo en ørn til at fortælle, men det ved du vist godt. Du skulle i virkeligheden ha sådan nogle telefonprogrammer, hvor folk ringede ind. Så kunne du osse spille lidt. Og det afsluttende klip fra skorpionen.!!! Og Offenbach og Lee M.
Det sagde jeg vist osse da jeg sendte jer nogle fotokopier af nogle af digtene til De gule bjælder, at du skulle ikke TÆNKE på at skrive musik til noget af det.
Hvor er det sjældent når man sådan hører kunstnere - de her der er faldet ned fra månen - udtale sig om deres kunst, så man opdager at det er et menneskeligt anliggende at lave det. Det er forbudt at vade rundt i
stilarterne! Man skal sidde og file ved den lille stil som muserne gav en i en nådeøjeblik! - Den tanke at digte er små munde, der guffer virkelighed i sig er disse æsteter med hårde kunstmaver aldeles fremmed.
Op ad min væg her på skrivebordet har jeg stillet en farvereproduktion af at maleri af Alhed Larsen - hun var Johannes Larsens kone. Det forestiller en flok hyancinther der står i deres kulørte glas i et vindu og leger med lyset. Det er sådan det skal være: Det almindelige sollys skal helst glimte i musikken og digtet. I det øjeblik det sker begynder englene at gå på line og musvitterne blir glade.
Nå nu skal vi gudbedre det ind i byen og se at få købt nogle julegaver. Jeg har besluttet mig til at det skal være konservesjul i år. Sæt hjørnetanden i et syltet persisk pære, i en blød hajfinne fra det indiske ocean, og en kandiseret påskelilje fra centralasien. Mærk at verden er stor!
Du og Ursula og alle sammen hos jer må ha en glædelig jul. (Det kan selvfølgelig osse være vi hører fra og til hinanden inden.)

Kærlig hilsen
Eske

Facts

PDF
Letter

Dansk

I brevet nævnes TV-miniserien "Den otteøjede skorpion", som blev sendt i DR TV i september 1979.

HC arkiv Møn/HC breve 43