1963-08-27

27/863

Til pelle

Rent bortset fra det saa havde vi faktisk en udbytterig happening, detaljer vil jeg skaan dig (tiden-tiden-tiden) men har noteret mig at mine ting p.t. udtrykker en anti-perfektionisme eller med et plusudtryk, essentialisme (søgende det væstentlige)
hvad er væsentligt?
Det maa siges at være væsentligt at føle sig levende, saa stærkt som mulig og en mulighed er her extremet eller det udsædvanlige. Jeg arbejder bl.a. med en kompositionsrække af ”usual and unusual chances” (I værtshus i Köln fik jeg pludselig den indskydelse at spørge alle tyskere over 38 hvad de gjorde under krigen. Jeg gik hen til en paa 45 ca.: Was haben Sie im kriege getan? Han sad alene og rejste sig prompte, og gik)
Saa skrev jeg en anden unusual. Bank paa en hvilken som helst dør i et hvilket som helst land, and so on. Usual: start en kaninfarm. Overhal en lastbil med anhænger paa autobahn. De sædvanlige chancer faar mig til at tænke paa en anden af mine idéer: det at hver eneste bevægelse eller tanke virker paa omgivelserne. Hidtil har jeg kun kunnet acceptere at de virker paa mig, men nu ser jeg at det er rigtigt men maaske ikke saa frugtbar som den tese jeg nu formulerer. Det er nemlig [brevet fortsættes i hånden:] betingelsen for at jeg overhovedet beskæftiger mig med at skabe. Vi kan ikke røre os mange uden at det sætter et eller andet i bevægelse. Køb en pølse ved en pølsevogn og tænk hvad der er sket forinden og hvad sker efter der ved og hvad der er sket på vejen og vil ske, det er som ringe i vand (you know). Et måske mere usandsynligt billede men af mig stærkt følt som sandt (skide romantisk men hør) jeg kigger ud og føler mig som det eneste væsen på jorden. Jeg går en aften i måneskin ned på den bare mark (kl. er 24) (skide romantisk men hør) Jeg kigger ud og føler mig som det eneste væsen på jordne, så støjer et par studer eller et dyr farer op eller ingenting sker (tilsyneladende). Jeg står der og lidt efter lidt fornemmer jeg livet helvedes stærkt i kontakt med alt levende. Mennesker vrimler i mine sanser ikke bare fra det hus jeg skimter i det fjerne, men alt levende, mennesker uanset hvor de befinder sig sidder alle i mine sanser og jeg er overbevist om at denne tilstand betyder noget for alverden den må være oplevet af mange før mig alene af den grund breder ringene sig rent bortset fra min mening om at det at jeg står der i kontakt med alle betyder at alle er i kontakt med mig.