1970-00-00

Og sådan kunnen man fortsætte side op og side ned med at fortælle om ganske almindelige menneskelige relationer. Deres/Menneskers aktivitet, gøren og laden baseret på iagta blot ved opmærksomt at følge hvad man ser. Her drikkes sekt og Steinäger et andet sted går en chillum rundt, der te eller kaffe eller øl alt efter hvad omgangskredsen har vendet sig til, men ideen er den samme, man mødes om et eller andet i al fredsommelighed, fordi man har brug for det, man henter styrke og mening i tilværelsen i den nære kontakt.
Ovenpå denne struktur ligger et system hvis regler og mål griber ind i almindeligheden. Sommetider meningsfuldt og nu og da forstyrrende, som en sten i en hvepserede / hunden i keglerne. Krig vælter ind på folk, økonomien er faretruende. En færdselsulykke ryster kredsen, en ligger for kraftdøden. Forstyrrende elementer indført udefra kan virke fornyende på en halvdød på vanen baseret vanebaseret omgangskreds, men kan også ødelægge et fint arbe samarbejdende team.
Nogle af de ovenpå liggende systemer som ”Gud og Satan” og forskellige uheld (gaseksplosionen og orkanen på Grønland, jordskælv i Tyrkiet) kan vi ikke foreløbig ikke vægre os tilstrækkeligt mod, men andre såsom regeringshandlinger, politisk uro, krige, handelsblokader, økonomiske transaktioner med skadelig almenvirkning kunne vi måske hindre ved at tvinge de dynamiske blandt os til at balancere på almindeligheden d.v.s. hindre dem i at arbejde i en speciel situation hvor et hul i regelsættet begunstiger dem og giver ”legalbedrageriske” profitter. Boligspekulationen og ejendomshandlen er f.eks. begunstiget af et sådanne huller i lovsættet som ”almindeligheden” langsomt forstår må stoppes, at man kan købe hus med lille udbetaling til store penge med lille udbetaling hænger nært sammen med den store skattebegungsigelse. Et program der skal finde det smuthul i det almindelige

[s. 2]

en sådan hushandel er forbundet med. Der reklameres åbenlyst med fordelen. Gud vist om jordlov de forkastede jordlove kunne vedtages i 1970 og snart suppleres med love der klart definerede loven om jordens ejendomsforhold således at den tilhører alle.
Man hvordan sikre ”almindeligheden” indflydelse påforløbet i det overordnede system? Kan man forhindre at eksperter –politikere, embedsmænd o.a. – i at indføre skadelige love som bider sig fast? Er det muligt at opnå en højere større flexibilitet, større bevægelighed i lovgivningen og dermed tættere kontakt til hurtigere reaktion på behov for ændringer. L.O. foreslår nu eetårig overenkomstsperiode. Vi har i folketinget en 4-årig valgperiode. Måske var det bedre med en 2-årig periode. Der ville Den 4-årige valgperiode er vedtaget på et skøn i overensstemmelse med datidens krav, men nutidens hurtigere tempo er sikkert sikkert basis ville give er bedre tjent med en 2-årig periode. Vi har ganske vist fået af den nuværende regering fået ørene tudet fulde med den langtidsvirkning regeringens love at regeringens love har en gunstig lang er skabt som langtidsplanlægning. Men det er nøjagtig den slags dynamikken dynamikken i vort samfund fremmes af. Ydermere ville en 2-årig periode betyde at de personlige stemmer ville få større betydning, man ville ”almindeligheden” ville kunne huske hvad en politikker stod for og stemme derefter. Endelig ville man blive fri for de 6 måneders lammelse ved den i det politiske liv (valggøglet) ved den nuværende 4-årige valgperiode, med en 2-årig ville man ikke have tid til det og heller ikke brug for det, fordi tiden ikke havde udvisket det politiske handlingsmønster. Det ville blive et levende demokrati hvor eksperimenter med nye muligheder ikke var udelukket. Det er en løsning placeret lige imellem de nuværende

[s. 3]

forhold folketingsforhold og den udenomsparlementariske oppositions forestilling om at man egentlig bedst var det sammenspiste folketing foruden -
Man taler om Embedsmandsvælde. Også det kunne man få bugt med ved større offentlighed i administrationen. Avismeddelelser fjernsynsforedrag piecer o.s.v. Men hvorfor skal embedsmænd ikke vælges. Politikerne må kunne udskifte folk, som ikke tilstrækkeligt følger hans politik op og ydermere burde deres virke underkastes folkevalgsprincippet måske hvert 5. år. Det ville naturligvis gøre det nødvendigt at embedsmanden personligt måtte redegøre for sit arbejdes berettigelse og rigtighed (Nuvel lad et for at være praktisk kun gælde de ledene (Departementscheferne). Det lyder urealistisk, men allerede nu er flere ledende (stats)stilligner beklædt i 5-årige perioder og endelig kunne man måske forestille sig at en politiker med interesse for trafik opstillede med sammen med et embedsmandsteam, med de og de forestillinger om en omlægning – for med egne folk at bestride posten som trafikministerium. Det ville være autonomi uden mulighed for ansvarsforflygtigelse.

[s. 4]

Tillad en komponist at komme med den slags betragtninger thi de udspringer dels af interesse for det samfund han tilhører og hvis “almindelighed” han føler sig som partner i og dels fordi netop tidsproblematik just er det væsentligste i hans arbejde anno 1970. Skriver jeg en lang komposition er det en tilstand hos tilhøreren der tilstræbes hvis tidsudstrækning er lig med værkets længde, hvorimod en kort komposition bør skære sig ind i bevidstheden, huskes og genopfriskes af hukommelsen og således brede sig langt ud over dens fysiske varighed, det sidste svarer til forestillingen om at erindre politikernes – eller embedsmændenes virke. Tiden udvisker indtryk alt efter hvor stærke de var og bedømmelsen af en politisk valgsituation er underkastet samme regler.
Nu er det altid forbundet med en hvis risiko at overføre en erfaring til et andet område, så sandt som hånden kan andre kunster end foden. Kaster man blikket på biokemien og biologien af i dag må man vidst give ret i at de er ude af den psyko-fysiske balance, der forskes somom industriens produktionsekspansion og industristatens materielle mål er den mest indlysende opgave for disse videnskaber. Arbejdet med klonceller er en af de himmelråbende misforståelser, ogpaven som skal løses er at fremstille ensartede mennesker så de ved en længere rumfart kan ”låne” hinanden organer og legemsdele. Disse individer skulle skabes ved at man skraber en legemscelle fra et menneske (et eller andet sted) og benytter den udvikler den til et selvstændigt individ, man har netop kunnet gøre det med en gulerod og en frø. Nå ja, det kan man

[s. 5]

gøre sig lystig over, men det værste ved mange af de eksisterende forsknignsprogrammer er at det synes lettere at skaffe penge til fantasterier end at få penge til at løse problemer som daglig mennesker over hele kloden daglig lider under kæmper med og lider under, ”almindeligheden” kunne gennemtvinge indsats for løsning af problemer som sult, sygdom, dårlige boligforhold, ringe skolegang hvis den blot kendte sit eget værd og ikke havde så stor respekt for den pengestærke industri, som dyrkes som engud og opfattes som vor redning, mens den i virkeligheden er godt på vej til at sætte alt over styr for os. Der er fremstillet så vidunderlige vidundere som IBM maskiner der databehandler alt og alle på kryds og tværs og kloge mænd går ind for resultaterne og har ovenikøbet den naive forestilling at frækhed at betragte menneskehjerne som dog trods alt værende bedre, men som alligevel regner datamaskinernes resultater for rigtigere. I andre lokaler sidder mennesker og glor i elektronmikroskoper og vi bilder os ind at den boblen rundt de kan iagttage se, er den logiske grund til at det forholder sig sådan at jeg om to tusind somre kan leve evigt. Det hele er så morsomt og interessant, men stadig ligger letteste udløste vigtige nærliggende opgaver og venter. Psyken kan ikke få sit fysiske gennembrud og vice versa.
Man spørger sig hvor høj er en gærde egentlig? Jeg mener den går til tagryggene, andre at den holder sig på måtteplanet. Jeg ville dog ikke spilde megen tid på diskussion om det. De nære problemer skal først løses og den sande dynamik ligger i den psyko-fysiske balance.