1970-08-00

BILDKOPF – BEWEGKOPF – DER BEWEGTE ISOLATOR
energi og mådehold

At kunne bevæge sig frit til lands, til vands og i luften er menneskets ældgamle drøm. I dag er vi nået så langt at opfyldelsen af denne drøm er mulig for omtrent enhver som ønsker det, f.eks. kan man blot vælge det erhverv der opfylder ønsket og sætte kraftigt ind dér. Ikaros’ fart mod solen er rent praktisk snart det eneste umulige ønske, men kun fordi det er urimeligt. Til gengæld døjer vi i bilismens tidsalder med affalds- og pladsproblemer.
Düsseldorfkunstneren Joseph Beuys har i sin transsibiriske jernbane, (udstillet på Louisiana febr. 1970) forsøgt at klarestille den abstrakte bevægelse, for at finde ind til den fundamentale igangsætter, bevægelsesvisionen, med nogle træklodser har han lavet en helt enkel wagon, som vi, idet vi ser på den, bevæger, som om bevægelsen var en realitet. Det begyndte med forestillingen. Man trækker og skubber banen frem med sindets brændstof. Samme entusiasme, som man fik sine legetøjsbiler til at stryge hen over gulvet med. I hver sin ende af ”jernbanen" er 2 fødder anbragt, det er et par brædder slået sammen i vinkel og et par trekanter til at antyde føddernes volumen med. Meningen er vel at der skal holdes fast i udgangspunktet, Apostlenes heste. Mennesket gik eller løb og udtænkte sig hjulet, pilen og kasteredskaber med fremdrift i. Hele tiden forsøgte man at komme hurtigere frem. Okser og heste måtte holde for. Falke
og duer fløj for os og på havet blev vinden den første drivkraft, som fungerede uden muskelkraft. Udnyttelsen af vind og vandkraft sætter gang i fantasi og opfinderevne. Vision og konstruktion - konstruktion og vision følger hinanden i skøn samdrægtighed (fra katamaran til 3-mastet skonnert o.s.v. ). Der har i historiens løb været adskillige fejltagelser når overmodet, overdrivelsen medførte forregnelser. Man ser tydeligt for sig synet af skibet Gustav Vasa, der krænger over på siden og forsvinder under vandoverfladen midt i stabelafløbningens festrus. Titanic og Graf Zeppelin er også milepæle og afskrækkende eksempler på vanskabte resultater ude på opfindelsernes overdrev. Turbojets, overlydsfly er godt på vej ind i rækken af mislykkede foretagender, men never mind, hvor der handles der spildes
Joseph Beuys skrev i anskuelsesspillet om kræfternes betydning: EURASIENSTAB, med kridt på gulvet

[s. 2]

2

EURASIENSTAB, med kridt på gulvet: Bildkopf = billedhoved, Bewegkopf = bevægehoved, Der bewegte Isolator = den bevægede isolator. Ordene er et led på vejen i hans årelange undersøgelse af energiens væsen, såvel den åndelige, som den fysiske energi. I utallige tegninger har han undersøgt og redegjort for den energi der udstråler og udgår fra et menneske (og dyr - geder, hjorte, hare o.s.v. er anvendt). Fra det fysiske: Fodens tryk på jorden, kroppens dynamiske ringe og til det åndelige: Hjernens forlængelse (Se tegningen).
Billedhoved = menneskets evne til at fastholde, gennemtænke, organisere, danne sig et billede af situation og vision. Bewegkopf = evnen til at sætte noget igang, bevæge sin egen krop, begejstre, overtale, overbevise, til at overføre energi åndelig/fysisk til andre levende væsner og til at styre fysiske fænomener og kemiske processer. At opfatte kroppen som en bevæget isolator kan lyde absurd, men en sandhedskærne er der i opfattelsen, alene af den grund at han kan overbevise os om at kroppen kan opfattes således, men også fordi en sådan opfattelse er nyttig, den giver et sært roligt (sig affindende dermed) forhold til egen krops funktion. Kroppens skald fungerer som en termoflaske omkring en kærne, Mave og lunger bliver det termobeskyttede energiudviklende udgangspunkt for alle de andre funktioner i mennesket.. Det er en fantastisk konstruktion, alle svaghederne til trods.
Den funktionsbalance, åndelig/fysisk, vision/konstruktion mennesket fungerer i, er også udenfor "menneskekroppen” det eneste anvendelige princip, hvis noget skal fungerer i forhold til mennesket. Udenfor det enkelte individ synes det dog vanskeligere at finde funktionsbalancen, men da det er nedlagt i ethvert individ og afvigerne ikke er i flertal, må det være muligt at benytte denne helt fundamentale, kontante viden når vision og konstruktion skal virkeliggøres i samfundet.
Der er i vore dage mange eksempler på at den åndelige/psyko/fysiske balance ikke er opnået, hvor vision og konstruktion har skullet samarbejde for menneskets virkelige behov og muligheder. Storbyen skriger til himlen over fejl og mangler. Hvor bilismen kunne have været dens redning, alene af den grund at man
kan komme ud af den, er den takket være en betoning, en understregning af det individuelle, havnet i kaotiske tilstande for ikke at sige at vi sidder i stank til halsen og venter tålmodigt,

[s. 3]

3
hver eneste dag på at komme ud af byen, til en mundfuld frisk luft. Det er svært at indse at personbilen ikke på samme måde som busser og tog kan opfattes som et offentligt transportmiddel. Det er også svært at fatte, at vi fortsætter med den ”individuelle” rent kommercielt betingede udvikling af bilen, i stedet for at sætte ind på skabelsen af et automobil, der sikkerhedsmæssigt (også ingen forurening), stod i det rette forhold til de i mennesket nedlagte psyko-fysiske muligheder. Man behøvede vel blot en halv snes forskellige bilstørrelser for at kunne dække behøvet. En kampagne (en lov?) for at bilindehavere skulle tage passagere op kunne reducere antallet og gøre udnyttelsesgraden højere. Hvad skulle være i vejen for at man indsendte en ansøgning om at kunne købe bil, begrundet med sit virkelige behov. Fejlen er at personbilen er blevet et individuelt set anliggende, som kolliderer med samfundets funktion. Der er dog ingen der drømmer om et individuelt kloaksystem. Behovet for individualitet findes naturligvis, men det må kanaliseres ad andre baner. Bilen er et gode, den betyder kontaktmuligheder og en bevægelsesfrihed, som vi aldrig har haft bedre og er ikke så dyr en mulighed som f. eks. Klepnikovs flyttelige glashus-vision.
Der er utallige eksempler på skrivende menneskers håb for menneskeheden. Positive bestræbelser, som hele tiden skal foreholdes os. Den energi, den kraft hvormed vi presser på, kan stadig ændre fejl det vi mangler kan fremskaffes. Det kræver at vi bevæger os såvel åndeligt som fysisk. Henry David Thoreau erklærer sin tro på mennesket i "Livet i skovene" med følgende ord:
Al forandring er et under for den tænkende. Men underet finder sted hvert øjeblik. Confucius sagde: ”At være sig bevidst, at man ved, hvad man ved, og ikke ved, hvad man ikke ved, det er den sande viden.” Når det blot lykkes eet menneske at forvandle, hvad der består som en kendsgerning for dets forstand, så forudser jeg, at alle mennesker efterhånden vil g følge efter og bygge deres liv på den grund.