Henning Christiansen
1971-07-00
Sender
Det unge tonekunstnerselskab
Recipient
Document content
Awaiting summary
Transcription
Meddelelse til DUT-medlemmerne:
MULTI-MUSIK
FESTIVAL 71
i HORSENS
Danske jazzmusikere (LJF) og beatmusikere (Foreningen for Musik og Lys) har besluttet at samarbejde med Musik og Ungdom (MU) og Det unge Tonekunstnerselskab (DUT) om at skabe en årligt tilbagevendende musikfestival med bl.a. følgende formål:
1) At give børn mulighed for at deltage i en festival. Bl.a. derfor vil alle arrangementer hver dag inden kl. 20 være forbeholdt børn, og alle under 12 år får gratis adgang.
2) At præsentere musik i provinsen og hermed medvirke til decentraliseringen af kulturlivet.
3) At inspirere og fremme musikalske aktiviteter i den by, hvor festivalen afholdes. Man vil søge at fremme samarbejdet med lokale kræfter så meget som muligt.
4) At medvirke til at udvide kontakten kunstarterne imellem ved at lade bl.a. teater- og filmforestillinger og kunst- og fotoudstillinger indgå i projektet.
5) At skabe en ukommerciel festival, hvor musikken er det væsentlige, og billetpriserne så lave at økonomien ingen hindring bliver for interesseret publikum.
6) At fremme interessen for dansk jazz og beat og ny musik.
7) At udvide det nordiske kulturelle samarbejde. Bl.a. ved medvirken i festivalen af et internordisk sammensat orkester og solister fra andre nordiske lande i samarbejde med danske musikere.
8) At give Danmark den store årligt tilbagevendende festival for rytmisk og ny musik, man har savnet så længe.
9) At præsentere internationale solister.
Festivalen tænkes som en årligt tilbagevendende begivenhed med skiftende værtsbyer i provinsen.
De danske musikere financierer selv deres festival, som er uden kommercielle profitspekulationer. De medvirkende arbejder således på delebasis, og sikres kun ophold, rejse og diæter. Et evt. beløb herudover deles ligeligt mellem de deltagende musikere. Dog får ingen over 300 kr. pr. arrangement. Bliver overskuddet større, tilfalder det næste års festival
[s. 2]
i værtsbyen, såfremt lokale kræfter vil realisere en sådan. Ellers går pengene til den af DJF, M&L, MU og DUT planlagte festival næste år i en anden by. - For nu må vi have hul på kommunekasserne. D.v.s. musiklivet bl.a. skal gødes af kommunepenge, og musik-festival-blomster vokse op rundt omkring i provinsen.
Billet-priserne til festivalen bliver verdens laveste for at ingen skal gå glip af festivalen af økonomiske grunde.-Et partoutkort til over en snes koncerter koster 30 kr. og alle under 12 år har gratis adgang til børnekoncerterne.
MULTI-MUSIK festivalen bliver i år afholdt i Horsens i perioden 20-25 juli incl. og hovedpunkterne bliver:
1) Hver dag børnekoncert kl. 16.30-18.00 med hovedparten af aftenens medvirkende og børnearrangement kl. 18.45-19.30.
2) Koncerter hver aften kl. 20-01 med gennemsnitlig fire afdelinger. I alt mere end halvandet hundrede medvirkende.
3) Mulighed for extrakoncerter lørdag og søndag eftermiddag.
4) Teaterforestilling og kirkekoncert aftenen før festivalens åbning (19/7)
5) Kunstudstillinger
6) Filmforestillinger
Af de foreløbig 26 medvirkende orkestre kan blandt de danske nævnes: Papa Bues jazzband, No Name, Erik Moseholms trio, Arnuid Meyers orkester, Alrune Rod, Gasolin, Burning Red Ivanhoe og Cadentia Nova Darida. Til de udenlandske solister hører bl.a. Mc Coy Tyner, Lancaster, Eric Gravatt, Herbie Lewis, Harold Clayton, Benny Bailey, Dextar Gordon, Kenny Drew, Ben Webster, Idrees Sulieman, Sabil Shihab, Chuck Cliff, Don Cherry, Tomasz Stankos kvintet og en endnu ikke bestemt international beatgruppe.
Det nordiske samarbejde realiseres via bla. en svensk beatgruppe og et nordisk 12-mands orkester, hvor Finland, Norge, Sverige og Danmark er repræsenteret med hver tre musikere og kompositionerne skrives af fortrinsvis finnen Heikke Sarmanto, nordmanden Terje Rypdal, svenskeren Bendt Egerbladh og danskeren Palle Mikkelborg.
DUT er især involveret i tre af koncertindslagene:
Den 20 juli opfører Jens Wilhelm "Fuzzy” Pedersen egne værker, bl.a. duetten "Tears” med oboisten Holger Daumann. Den 21 juli realiserer den amerikanske komponist Harold Clayton
[s. 3]
et fem kvarter langt forløb ved hjælp af bl.a. præindspillede bånd, rytmeinstrumenter og et akturiseret publikum.
Den 22 juli forestår Finn Dornby en samværskoncert med bl.a. egne kompositioner.
Kun partoutkort fås i forsalg og kan købes af DUT-medlemmer inden det officielle billetsalg starter 7.Maj via Musik & Ungdom, Nr. Farimagsgade 58, 1564 København K. (tlf. (01) BY 8383) eller Musik & Ungdom i Horsens ( c/o Knud Lindum Poulsen, Solbakken, Lundum, 8700 Horsens Tlf. (05)-654266) Billetter a 10 kr. til enkeltkoncerter sælges kun i festivalperioden og kun såfremt der er plads.
Med venlig hilsen
Det Unge Tonekunstnerselskab
Facts
PDFDansk
Don Cherry
Harold Clayton
Chuck Cliff
Finn Dornby
Kenny Drew
Berndt Egerbladh
Dexter Gordon
Eric Gravatt
Holger Laumann
Herbie Lewis
Alfred McCoy Tyner
Arnvid Meyer
Palle Mikkelborg
Erik Moseholm
Jens Wilhelm Petersen
Terje Rypdal
Heikki Sarmanto
Sahib Shihab
Tomasz Stanko
Idrees Sulieman
Ben Webster
HC arkiv Møn/HC breve 6