Henning Christiansen
1968-05-07
Sender
Henning Christiansen
Recipient
Mogens Andersen
Document content
Awaiting summary
Transcription
København d. 7. maj 1968
Til musikchef Mogens Andersen.
Da jeg har erfaret at radioen ikke har påtænkt at udbetale honorar for studie optagelse og udsendelse af samtale og fremlæggelse af kunstnerisk idéindhold i en diskusionsagtig orienterende udsendelse som komponisten Mogens Winkel Holm og undertegnede samt Sven Erik Werner (som formidler) havde om vore operaer den 17. april 1968, tillader jeg mig at stille mig uforstående og afvisende overfor radioens disposition subs. afgørelse.
Det må være muligt for radioen at skelne mellem reklameværdi og kulturel værdi. Det har i mange år været muligt for KODA at skelne mellem seriøse bestræbelser og underholdning, på samme måde må radioen nå frem til en skønsmæssig metode pa fornuftsbasis.
Fremlæggelse af kunstnerisk idéindhold må betragtes som resultat af lang tids overvejelse i forbindelse med et værks tilblivelse, og må når det fremlægges for offentligheden i et offentligt organ, honoreres. At der ikke betales for omtale af idéindhold i dagblade, er kun en slet situation, og resultat af en tåbelig ”mellemhandlerprofitidé” og af den opfattelse at den skabende kan leve af public-relation, forestillingen herom er omplantet fra handel og industri, men kan absolut ikke siges at være realistisk når det drejer som om kulturel virksomhed.
At der kan skelnes mellem udeoptagelser og (i radiohuset) indeoptagelser, vil jeg også i denne sammenhæng betvivle.
At man i dag kan opnå tildelinger fra kunstfonden er et gode, som relativt få får del i og at sparre vejen for en fri næring for kunstnere, som afgørelsen er udtryk for (dens resultat) er ikke fair.
Venlig hilsen
Henning Christiansen