Henning Christiansen
1973-10-00
Recipient
Dansk Komponistforening
Document content
Awaiting summary
Transcription
DANSK KOMPONIST-FORENING Oktober 1973
FORTROLIGT
Til medlemmerne:
Kulturministeriet har anmodet de forskellige organisationer om deres synspunkter på en eventuelt ny KODA-struktur.
Jeg har på Dansk Komponist-Forenings bestyrelses vegne skrevet følgende, som jeg så mindeligt beder DKFs medlemmer om at sætte sig ind i:
KODA er en virksomhed, som i henhold til statskoncession har til formål at forvalte internationale komponistrettigheder. I den givne koncession omtales udelukkende beskyttelse af musikværker og komponistrettigheder. I praksis har man i et vist omfang også varetaget forlægger- og forfatterrettigheder, men disse rettigheder er i relation til KODA kun rettigheder, der er afledt af komponistrettighederne.
Musikforlæggernes andel i de af KODA administrerede udførelsesrettigheder er fastsat i de individuelle forlagskontrakter hvorved komponisterne har afgivet 1/3 af udbyttet af udførelsesretten. Denne afståelse er tillige indeholdt i KODAs driftsregulativ, hvilket er i overensstemmelse med de internationale regler og betingelser for KODAs medlemskab af Confederationen af opførelsesretselskaber.
Forfatternes andel af det økonomiske udbytte for musik beror på en generel aftale med de komponister til hvis melodier de har skrevet – eller for så vidt angår det udenlandske: har oversat – tekster. Denne ”generelle aftale” er internationalt fastlagt i Confederationens regler for medlemskab og derfor også optaget i KODAs driftsregulativ.
I øvrigt varetages forfatterrettigheder bl.a. gennem Forfatterforeningens virksomhed.
Ved tilrettelæggelsen af den fremtidige struktur i KODA bør dette forhold holdes klart. Dette betyder, at der efter vor opfattelse i KODAs styrelse kun bør være komponister repræsenteret.
Det er naturligvis ikke vor mening, at forlæggere og forfattere herefter skal være ude af stand til at øve indflydelse på KODA, men dette bør efter vor opfattelse ske gennem samarbejdsaftaler mellem KODA og de organisationer, der varetager henholdsvis musikforlægger- og forfatterinteresser.
Med en sådan ordning undgår man blandet andet at for eksempel de forfattere, som kun er medlem af Dansk Forfatterforening, men som har skrevet tekster til beskyttet musik, har en ringere stillign i forhold til KODA, end de forfattere, som er medlemmer af Dansk revyforfatter- og Komponistforbund. Man undgår samtidig, at forfattere kan øve afgørende og direkte indflydelse på KODAs virksomhed, som primært er at varetage komponistinteresser.
[s. 2]
2
Det er vor opfattelse, at den nuværende opdeling mellem generalforsamling og råd er forældet. De seneste års generalforsamlinger har vist misbrug af det ”demokratiske” afstemningssystem med absurde resultater til følge .
Uanset at Dansk komponist-Forening med den af os foreslåede sammensætning af interessekredsen ville repræsentere den største del af danske komponister og dermed have flertal, foreslår vi, at den nuværende generalforsamling bortfalder og i stedet f.eks. erstattes af et repræsentantskab. Repræsentantskabet skal Imidlertid ikke have besluttende myndighed. Denne skal ligge hos et råd eller en bestyreIse, som udpeges af interesseorganisationerne, og som handler under ansvar over for Kulturministeriet.
Der er for øjeblikket tre organisationer, der representerer komponistinteresser, nemlig Dansk Komponist-Forening, Dansk Revyforfatter- og Komponistforbund og Foreningen af Danske Beat-, Jazz- og folkemusik Autorer. Da de sidstnævnte som organisation ikke er medlemmer af KODA, skal vi anbefale, at de bliver medlemmer. Som nævnt mener vi, at interesseorganisationerne skal udpege medlemmer til den fremtidige bestyrelse, og vi foreslår, at der for eksempel udpeges ialt seks medlemmer, hvoraf Dansk Komponist-Forening udpeger tre, medens de to øvrige organioner udpeger tre i alt. Alle disse seks medlemmer bør være komponister. Herudover bør der udpeges en repræsentant for Kulturministeriet - Formanden for rådet bør efter vor opfattelse udpeges af Dansk Komponist-Forening som den største interesseorganisation.
Dansk Komponist-Forening har ved flere lejligheder tilkendegivet sin opfattelse af genretabellen og de for denne gældende principper. Denne opfattelse er vi naturligvis parat til at uddybe for udvalget, når det ønskes. Herudover ønsker vi imidlertid i denne gang at fremhæve at genretabellen er et for den internationale Conféderation grundlæggende princip, og at KODA – for at kunne være medlem af Conféderationen - må opretholde dette princip. Hvis dette princip ikke opretholdes , medfører det at KODA ikke kan være medlem af organisationen, hvorved ca. 2/3 af KODAs indtægter vil bortfalde og danske komponister ville være afskåret fra at få afgifter for opførelser i udlandet.
Dansk Komponist-Forening ser det bl.a. derfor som en bydende nødvendighed, at den eventuelle nye koncession for KODA som betingelse for denne koncession skal sætte, at der fastsættes genretabel i hvilken der skal tages hensyn til det arbejde, der er forbundet med udarbejdelse af værkerne.
I øvrigt forventer Dansk Komponist-Forening at få lejlighed til at give møde for yderligere at kunne uddybe de her fremsatte hovedlinier i foreningens indstilling til KODAs fremtidige strukturelle udformning
Med venlig hilsen
på Dansk Komponist-Forenings vegne
Mogens Winkel Holm