1968-02-00

Henning Christiansen:

”Uden forudsätninger, som ikke eksisterer uden vore fordomme, er forbindelsen muligvis blevet svär.” Erstattes Höjholts normbegreb, som forekommer lidt svömmende, en närmere redegörelse var önskelig, med forudsätninger, er der mulighed for bedre at forstaa Höjholts syn paa tradition-eksperiment og at forbindelsen muligvis er svär. Deroverfor vil jeg mene at disse forbindelsesvanskeligheder jus er punktet, som drejer alt og dermed giver os et saakaldt aandeligt liv. At kunstens operationsfelt er et udtryk baseret paa lyd, lys og tid + evt. lugt og beröring, kan väre rigtigt nok, men at hale form ind i denne sammenhäng gaar ikke. Netop i form ligger muligheden for en omvurdering af indtrykkene, som de kommer til os (sanserne) for at videretransporteres til det egentlige forarbejdningscenter, det sproligt udefinerlige, hvor en forbindelse bliver mulig (GEGENRAUM). At nye former opstaar og bliver referenzepunkt(er) er vitalt nödvendigt. Herved opbygegs nye forudsätninger (fordomme), som atter bukker under o.s.v..

At man skal kunne bringe sammenhäng mellem tidligere kunstvärker og egen produktion for at kunne nedkomme med et vellykket eksperiment, er vidst ikke rigtigt. Det er da saadan at det kunstnerisk rädselsfulde meget let kan indeholde kim til en total omstillign. At det kunstneriske blik derefter tilpasses er ikke en nödvendig fölge. At eksperimentet kun skulle [streget ud: göres] være muligt ved en materialeudfordring kan kun tages som en ”forudsätnings”-fuld modernisttraditionel opfattelse. Materialebegejstringen var netop punktet hvor modernismen tydeligst faldt igennem.

At et kunstvärk kun har betydning naar det bliver taget i brug, er da klart, hvis man häfter sig ved betydning. Men bedyning og kunstvärk hänger ofte kun sammen efter en tidsforskydningsproces. Det vi kalder eksperiment, kan maaske bedst defineres som det der endnu ikke har faaet betydning. Ellers er eksperimentet kun brugbart som en betegnelse for at tingene endnu ikke er färdig.

[s. 2]

Man faar näppe haand i hanke med eksperimentbegrebet ved hjälp af trylleordet tradition, den eneste plausible sammenhäng er vel at der altid har väret tradition for eksperiment. Kunstneren er sögende, eller som Picasso har udtrykt sig: ”jeg söger ikke jeg finder” idet han hermed klarlägger en holdning, som ligger hensides eksperimentet