Henning Christiansen
1969-05-04
Sender
Henning Christiansen
Recipient
Troels Andersen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Düsseldorf d. 4. maj 1969
Kære Troels,
Jeg ser at der nu er sendt indbydelser ud til juni-arrangementet. Det var godt i kom så langt.
Jeg har vist glemt at skrive min gode ven og krigskammerat Johannes Stüttgen, Reuterkaserne 30, 4 Düsseldorf på mit forslag, og jeg vil meget gerne at han deltager fordi jeg er interesseret i at der bliver en god information om DEUTSCHESTUDENTENPARTEI ved ”festen”, send ham lige en, så han virkelig kan føle grund til at gøre sig umage.
Vi har lige været i Trier med 30 Beuyselever som udstillede og lavede aktioner der. Ved åbningen var der ca. 1000 mennesker og arrangementet brød næsten sammen på gr. af pladsmangel, mange udstillede sager blev trampet i stykker og der var et halløj af den bedste slags, desværre fik museumsdirektør Schweicher kolde og klamme fødder og lukkede efter 3 dages forløb udstillingen. Der har været avisskriverier og det både for og imod Udstillingen fandt sted i en fløj af Porta Nigra og det er jo et af turister meget søgt bygningsværk, fra ca. år 200 pragtbyggeri af romerne.
Jeg skalnu igen til Trier for sammen med kammeraterne hernede at gøre et nyt udfald i byen. Jeg var i øvrigt i byen 5 dage efter åbningen og talte med et hav af mennesker som ankom for at se den. Den kontakt man får på den måde er guld værd, derfor vil jeg foreslå at man lægger meget stor vægt på at de medvirkende ikke bare stiller deres sager hen men at de ustandseligt dels ændre på dem hvis de vil naturligvis og dels taler meget med publikum, der er en god del isolation som vi må fighte os ud af.
Næste uge er der også LIDL-uge, den er startet med at akademiets leder hr. kunsthistoriker Trier har forbydt LIDL-ugen på akademiet men du kan være forvisset om at han skal høre nærmere, ti! den går sgu ikke.
Jeg håber de andre Gernes, Kirkeby, Bjørn, David, Peter og a. dukker op i morgen, så vi kan gi den gas.
De hjærteligste hilsner fra Henning & Ursula