1968-07-00

Køpke og verdensbilledet

I er nogle røvhuller alle sammen, - sådan omtrent var den indstilling jog mødte hos Addi Køpke i den periode jeg lærte ham nærmere at kende, perioden fra 1962 – 1964, og jeg har det indtryk at indstillingen ikke er ændret siden. Han fandt dengang alt korumperet, stangneret og buldrede allerede dengang af ”studenterrevolte”. Han ville partout befri os og sig selv for konventionens, vanetænkningens snerrende bånd. Det gav sig f. eks. udslag i formuleringen af sætningen ”send rice to India”, do it yourself, et indlysende hvad dælen nøler i efter.

Køpke mødte vel egentlig heroppe in good old denmark, med en udpræget positiv holuning, Hamburgergutten Køpke havde gode informationer på hånden og startede det meget aktive galleri Køpke som et forsøg på at vende situationen fra den stereotype kunstgaleritopoliti til et slående, angribende, aktivt nyformulerende, socialt tænkende galerie, de feudale skel, som kongehus og kunst, skulle nedbrydes. Efterhånden ser det ud som om han er blevet mere og mere desillusionet i takt med at flere og flere får øjnene op det velbegrundede i hans rasen. Køpke forsøger i dag ingen kontakt til dansk kunstliv. Han deltager formodentlig i den omfattende verdensomspøndende internationale oversøiske korrespondance som vel en skønne dag dukker op med betegnelsen postkassekunst - brevsprækkekunst - eller den dobbeltsporede: Postkunst - postart. Desuden har han kontakten til vennerne fra dengang, Emmeth Williams og Robert Fillou + flere andre, som sporadisk dukker op. Egentligt er det trist at vi skal undvære aktiviteten fra det mest spontane, vildtvoksene talent dansk millieu længe har haft (importeret), Arthur Køpke er på det nærmeste tiet ihjel dog ikke uden egen skyld, han kunne vel have været lidt mere imødekommende. Køpke har malet de mest sprællevende, fortællende billeder man har set på vore breddegrader, altid har der været engagement til stefe. Et eks. er hans bearbejdelse af Olsens interieurmaleri - påklistrede glas - påklistret cigaretskod og aske - omkringstrøede sentenser med mere eller mindre dybsindigt indhold, enfoldige, angribende: Fill with own imagination eller hans vinduesfacade hvor man hvis udsigten ikka fra et vindue ikke passer een, opfordres til af at se fra det næste vindue. Maj-udstillingens

[s. 2]

2.

radioapparat med punktet hvor man opfordres til at trykke! og så de mange rebus billeder tegnet med speedmarker. Han har lavet en af de mest vitale film, en 8 mm film, -nøjagtig den filmstørrelse Godard og andre som ønsker at befri filmen for dens ”producentproblem” idag går ind for. For filminteresserede skal det lige nævnes at jeg senere har set en film af den gamle berlinermaler, surrealisten og folkloristen Schröder Sonnenstern, som kunne måle sig med Køpke i filmisk vitalitet, det er dog en 16 mm. Filmen hed: . Bestemmende nok for danske er det at Køpkes udtryk åbenbart har været for stærk kost, så godt som hvert arbejde er blevet mødt mod ligegyldighed, formodentlig en art selvforsvar. Han var lige ved med økonomisk støtte fra Mobilia, , at få stablet en virkelig avantgardebegivenhed på benene herhjemme i 1964 på et tidspunkt da de mest internatioanle kunstnere var modne til det helt store gok. Alle denere forsøg vil være dømt til at mislykkes, tidspunktet er forpasset. Forsøget faldt til jorden, velsagtens fordi det hele fik et for fantastisk præg. Arthur Køpke ville åbenbart ikke forstå dansk betænkelighed, har dengang ikke førstået at dreje den knap der skulle drejes. (Småtskårne forhold). Jeg tror nok Købke som herop ofter krigen mest fordi tysk brutalitet var ham for meget - ikke til at bære - men han kom altså fra ilden ug ind i asken. Derfor har vi heller ikke kunnet få det rette udbytte af ham. Men det kan vel nås endnu? Den eneste der virkelig har forsøgt at støtte ham på mange måder er Knud Pedersen fra kunstbiblioteket i Nikolaj kirke, men det har ikke været tilstrækkeligt. De senere års samarbejde med Eric Andersen ser ikke ud til at have ført til noget, for mig ser det ud som om aktiviteten er lammet.

Køpke var en af de første som arbejdede i happening-genren herhjemme. Hans venskab med Nam June Paik, hans begejstring for koreaneren Paik betød en gensidig (…) frugtning i flere år. Paiks slogan fra 1964: When drit- (…) eltwar comes ist es wegen Bildzeitung kunne ligeså (…) ære formuleret af Køpke. Forskellen på de to var vel at (…) v specialist i one man show og entertainment og at (…) nge idéer viste interesse for homo ludens (…) digt, ofte med held, opfordrede til medspil hos (…) t problem man først idag 1968 langsomt er ved

[s. 3]

at løse, hvis det da overhovedet lader sig gøre, (tykpander), sommetider med anvendelse af agressivitet, f. eks. da han på Experimentalmalerskolen, Pilestræde 40, opførte Thomas Schmits (…) hvor han lavede en ”flot” opstilling på et klaver med allehånde ragelse og med rabalder, skældsord og ihvertfald langtfra stille væltede hele møllen på gulvet og fik andre til at udføre og fryde si over lignende præstationer. Eller en anden type som pa Silkeborg seminarium hvor han fik publikum til at forsøge sig som fodboldstegnere i al venskabelighed. Han var med på Ringsted busturen august 1964, hvor Thomas Schmits ”SANITAS 79” blev opført af Toni Andersen, Eric Andersen, Arthur Køpke og Henning Christiansen. Den blev opført med dansk lune og en smule knas i krogene. Kompositionen gik ud på at invitere folk på en bustur og så efterlade dem på et øde sted. - Der blev en variante, en ”ærefuld” dansk variante. Publikum blev nøje informeret om at turen gik til Ringsted og at de ikke blev kørt tilbage af bussen, samt at sidste togforbindelse mod København ville være afgået. Alligevel 50 mennesker i bussen. Knaset kom af at der ver nogen der ikke troede på hvad der blev sagt.

Så var der den type happenings hvor vor Køpke går hen og vinder en koncertkonkurrence i om hvem der kan pisse den længste tid og i en spand - og det var i Paris.

Aachenopførelsen 20. juli 1964 var lige ved at blive aflyst dels på grund af inbyrdes stridigheder, tanken var simultanhappening af de 10 medvirkende, dels på grund af ”den store Vostell-krig” hvor Køpke var oppositionsgeneral og som alvorligste grund at rektor for opførelsesstedet Technische Hochschule (T.H.) opdagede at den 20. juli var den 20. juli (1964) Altså 20 årsdagen for attentatet på Hitler. (Tyske demokratis vugge stod)

Was ist das? opførtes på dagen af A. Køpke.

For Kronhausens erotiske samling er der guf at hente i Køpkes billeder. Men det bedste guf kunne man få i havehuset på Tulipanvej, det nu nedbrudte. Og bedste mundfuld var når Addi Køpke nåede frem til at synge den plattyske sang Fioline — Fioline. Eller: Det store øjeblik i Aachen da fru Køpke - Tut Køpke sang Hello darling det