1971-04-00

Du kan tro det var en stor oplevelse at være i Basel. Jeg har truffet mange ganske fornuftige mennesker som også viste sig at være meget rige. Hr. Oeri tjener f.eks. pr. år 86 millioner schweizerfrank, det er omtrent 160 millioner danske kroner på kemiindustri, jeg har i øvrigt fået en slags forklaring på hvorfor koks og kul er blevet så dyre. Det er fordi den kemiske industri og altså også medicinalindustrien behøver kulstoffet og at vi mennesker ikke rigtig kan tillade os at bruge det forholdsvis sparsomme kullager, som endnu er der. Vi kan altså ikke bare brænde det af.
Vi var 9 mennesker til en middag i restaurant Donati, vi spiste lammekød, calamari (blæksprutter) og drak vin, kaffe o.s.v. men regningen – det kostede 15 fr, det er 3000 d. kroner og fru Zacher betalte uden videre, senere hørte jeg at hun tjente 60 000 fr altså 120 000 kr., pr. dag, også i kemiindustrien, hendes mand er i øvrigt en berømt dirigent, Paul Zacher, en god bekendt af Strawinsky og Boulez. Strawinsky er død (88 år) han er en stor komponist, man vil aldrig glemme ham. Sacre du Printemps (betyder forårsofringen).
Hr. Frantz Meyer er museumsdirektør for Basel Kunstmuseum, og er en meget venlig og meget vidende mand. Hans svigerfader er den berømte maler Chagall og han var nær ven af familien Giacometti. Han har i øvrigt sørget for at have nogle meget dygtige medarbejdere i museet. Felix og Dieter

[s. 2]

(2)

begge meget begavede kunsthistorikere. Mindst så dygtige, måske mere, end Troels Andersen, som de alle kendte fordi Troels har skrevet en meget vigtig bog om maleren Malevitch. Det er egentlig synd at Troels Andersen ikke har mulighed for at komme til at arbejde sammen med virkelig dygtige folk. Basel kunstmuseum er noget ganske særligt, det er vel nok den bedste samlign af kunst fra vort århundrede jeg indtil nu har set. Chagall – Picasso – Corbusier – Leger – Delaunay – Braque – Pevsner – Giacometti – Arp – Klee.
I garden star den store gruppe af Rodin: Borgerne i Calais. Historien om at de gør ud af den belejrede by for at overgive fjenden nøglen til byporten og alle har de selv lagt en strik om halsen, de er klar til at blive hængt!
Beuys skal have udstillet VW bus med slæder snefald (granstammer med filt) og plastisk-elastisk fod – vi rejser på Tirsdag igen ned til Basel for at gøre alt færdigt.
Konzerten var en stor oplevelse for mig. Som jeg skrev havde jeg 800 Watt højtalerstyrke og det foregik på en stor byggeplads – under den nye højtsvævende Autobane. De tre sider var lukkede den fjerde åben ud mod byen altså som en stor klangkasse. Lyden var enorm, vi begyndte kl. 19 og kl. 22

[s. 3]

(3)

måtte jeg sætte klangstyrken langt ned fordi et hospital i nærheden da måtte have ro til patienterne. Vi var færdige kl. 23 og den sidste times lidt svagere styrke var egentlig meget passende, i hvert fald for schweizertemperament. Du kan tro der var klang i kassen da højtalerne sendte flyvemaskiner ud over forsamlingen. Schottische Symphonie (klaverstemmeren) var også en fantastisk klangvirkning ud over hele byen. Det er en meget klart disponeret musik, sådan en klaverstemmer opfører hver gang han stemmer et klaver. Fra midten og op i højden – og fra midten og ned i bassen, og videre op igen og så prøve et par melodier for at finde ud af om det hele stemmer (Gem brevet, jeg vil gerne have det når vi kommer hjem, jeg har ikke tid til at skrive mere om Basel foreløbig.)
Det var Basel teater, som arrangerede hele vor forestilling. Holleger [Hans Hollmann?] og Dykeling [Werner Düggelin] er chefer og de har meget store vansekligheder med byens politikere, kirkekredse – og hele finansen. De er ved at bygge et stort nyt teater, og både Dykeling og Holleger er

[s. 4]

(4)

ikke særlig begejstrede for det store nye teater, det er lige ved at kvæle enhver aktivitet og derfor var de begejstrede for vores byggeplads og vil forsøge om man evt. kan stoppe byggeriet på halvvejen og på den måde tvinge sig fri af hele den fisefornemme teatersituation.
Der er 320 ansatte på teatret og derfor er det naturligvis forbundet med et stort ansvar for teaterlederne at forsøge at ændre på teatret – man risikerer at de mister gagen og det er en værre én – de har jo også familie at tage hensyn til.
Den sidste aften tilbragte vi i en pavillion nede ved Rhinen, som tilhører familien Oeri. Det var forårsnat og vi sad ved den åbne kaminild og diskuterede teater og samfund så det bragede med Dykelin og Oeri’s. Det er overalt vanskeligt at finde sammenhængen mellem samfund og de forskellige medier – (film, teater, musik, billeder, skulpturer) Hvorfor gør man sig anstrengelser og for hvem? Jeg tror nu alligevel at jo nærmere de forskellige kunstnere kommer 0-punktet desto større er chancen for at de for samfundet helt rigtige tanker kan trænge

[s. 5]

(5)

frem og få indflydelse på udviklingen. Jeg mener også at det er meget vigtigt at Beuys og jeg omgås rige mennesker, de har nemlig stor magt og vinder man én af dem for vor sag så har man straks flere muligheder.
Jeg har også truffet en dygtig kemiker, Hr. Bodenmann – han har foræret mig en meget fin Schweizer-hakke til haven. Jeg tror han har forstået meget af det vi vil, i grunden vil de gerne finde en anden udvej end både kapitalisme og kommunisme. Det ene system er dem for egoistisk og det andet er forbundet med tvang, en tvang som hæmmer det skabende i mennesket. Når vi kommer til punktet hvor man siger at hvert menneske må have sikret føde, bosted og lige adgang til uddannelse. Og at det er erhvervenes opgave at skaffe pengene og at alle virksomheder tilhører alle, at jord tilhører alle. Og at ingen må kunne tjene penge på penge, men at kun det personlige arbejde, eller det et menneske direkte yder i såvel tænkning som håndværk skal give penge, ud over det man hvert år

[s. 6]

(6)

bliver enig om at udbetale til alle mennesker, så stejler de rige og tænker deres.
Jeg glæder mig meget til at se hvor mange misbænke du har fået hamret sammen, og så vil jeg foreslå at du forsøger at finde brædder til en god sandkasse hos Kurt, hvis der ikke er nok eller de rigtige så vent til vi kommer hjem, måske kan vi så købe nogle ekstra brædder til formålet. I øvrigt: Vi skal hurtigst muligt i gang med dit værelse så snart vi kommer hjem. Jeg skal skrive en masse musik både til film-fjernsyn og til radio, i det hele taget er det nødvendigt at vi er enormt aktive hele sommeren, hvis vi skal nå alt det vi har planer om. Jeg bliver nødt til at sidde en hel del med næsen i nodepapiret.
(Men vi skal da også have nogle kaniner og kanarier?)
Det var dejligt at se Bjørnstjerne igen, han havde været meget flink og vi har slet ingen vanskeligheder med ham. Jeg var i Zoologisk have med ham og han var helt vild med en lille dværgged. Vuv-vuv sagde han og stak fingrene i munden på den. Han stirrede begejstret på nogle små kaninunger og nogle store brune bjørne, som stod på bagbenene for os. Her er lidt kedeligt i Rheydt, men i morgen mandag rejser vi til Oma (Oldemor) i Trier og så skal kun jeg videre til Basel et par dage.

[s. 7]

(7)

Det var rart at få talt med dig i telefon, jeg er glad for at du mandag er tilbage hos Miska, det var muligvis ikke så klogt at være så længe væk uden at vi først havde lært hende at væve alene, men måske har Kurt overdrevet lidt, jeg er i hvert fald spændt på at høre, hvad du mener om vovsens længsel og hyleriet. Husk at låse porten af når du skal i skole, der skulle helst ikke komme nogen ind til hende, og navnlig skulle hun helst ikke kunne komme ud.
Jeg håber Sakse snart er færdig med højtaleren ellers må vi se at finde en anden der kan gøre arbejdet færdig. Jeg har tænkt på at købe en Revox båndoptager – en hvor der ingen højtaler er i, men som har en fin motor og en god optageteknik, men nu må vi se hvordan mulighederne er. Vi må hurtigt i gang med dit værelse, det kan da ikke tage os så lang tid at ordne den. Vi har et godt tæppe med hjem til værelset, det er blåt og blødt.