Menu

Henning Christiansen

1968-07-00

Ophavsmand/nøgleperson

Henning Christiansen

Dokumentindhold

Artikel "Køpcke og verdensbilledet" (manuskript)

Transskription

Køpke og verdensbilledet

”Det er nogle røvhuller alle sammen”, - sådan omtrent var den indstilling jog mødte hos Addi Køpke i den periode jeg lærte ham nærmere at kende, perioden fra 1962 – 1964, og jeg har det indtryk at indstillingen ikke har ændret sig meget. Han fandt dengang alt korumperet alt stangneret og buldrede allerede dengang af ”studenterrevolte”. Han ville partout befri os og sig selv for konventionens, vanetænkningens snerrende bånd. Det gav sig f. eks. udslag i formuleringen af sætningen ”send rice to India”, et indlysende hvad dælen nøler i efter. Han mødte vel egentlig med en udpræget positiv holdning, startede det meget aktive galleri Køpke et forsøg på at vende situationen fra den stereotype kunstgalleripolitik til et levende nærvær de feudale skel skulle nedbrydes. Efterhånden ser det ud som om han er blevet mere og mere desillusionet i takt med at flere og flere får øjnene op det velbegrundede i hans rasen. Det danske kunstliv lever formodentlig af brevskriveri og kontakt med udenlandske venner fra dengang, Emmeth Williams og Robert Fillou + flere andre, som sporadisk dukker op. Egentligt er det trist at vi skal undvære aktiviteten fra det mest spontane, vildtvoksene talent dansk millieu længe har haft (importeret) han er på det nærmeste tiet ihjel dog ikke uden egen skyld, han kunne vel have været lidt mere imødekommende. Køpke har malet de mest sprællevende, fortællende billeder man har set på vore breddegrader, altid har der været engagement til stede. F. eks. hans bearbejdelse af Olsens interieurmaleri påklistrede glas påklistret cigaret-

[s. 2]

æske - omkringstrøede sentenser med mere eller mindre dybsindigt indhold, enfoldige, angribende eks. Fill with own imagination eller hans vinduesfacade hvor man hvis udsigten ikka fra et vindue ikke passer en, opfordres til af at se fra det næste vindue. Maj-udstillingens radioapparat med punktet hvor man opfordres til at trykke o.s.v. Han har lavet en af de mest vitale film jeg har set (8 mm) (senere så jeg kun den gamle berlinermaler, surrealisten og folkloristen Schröder Sonnenstern, som kom op på siden af den). Beskæmmende nok for danske er det at Køpkes udtryk åbenbart har været for stærk kost, så godt som hvert arbejde er blevet mødt mod ligegyldighed, formodentlig en art selvforsvar. Han var lige ved med økonomisk støtte fra Mobilia at få stablet en virkelig avantgardebegivenhed på benene herhjemme i 1964 men alt faldt til jorden, velsagtens fordi det hele fik et for fantastisk præg. Köpke ville åbenbart ikke forstå dansk betænkelighed (småtskårne forhold). Jeg tror nok Købke som herop ofter krigen mest fordi tysk brutalitet var ham for meget - ikke til at bære - men han kom altså fra ilden og i asken. Derfor har vi heller ikke kunnet få det rette udbytte af ham. Men det kan vel nås endnu? [Streget ud: Man skulle tro at situationen i dag ville appellere til hans (…) men gennem Köpke er mange af de strøminger som knapt nok havde fået fodfeste i Europa og Amerika på et tidligt tidspunkt nået til os.]

[s. 3]

Køpke var en af de første som arbejdede i happening-genren herhjemme. Hans venskab med Nam June Paik, hans begejstring for koreaneren Paik betød en gensidig befrugtning i flere år. Paiks slogan fra 1964: When dritte weltwar comes ist es wegen Bildzeitung kunne ligesågodt have været formuleret af Køpke. Forskellen på de to var vel at Paik blev specialist i one man show og entertainment og at Köpke i mange idéer viste interesse for homo ludens idéen og ustandseligt (ofte med held) opfordrede til medspil hos tilskueren. Et problem man først idag 1968 langsomt er ved at løse, hvis det da overhovedet lader sig gøre (tykpander), sommetider med anvendelse af agressivitet som da han på Experimentalmalerskolen i Pilestræde 40 opførte Thomas Schmits hvor han lavede en ”flot” opstilling på et klaver med allehånde ragelse og med rabalder, skældsord og ihvertfald langtfra stille væltede hele møllen på gulvet og fik andre til at udføre og fryde si over lignende præstationer. Eller en anden type som pa Grenå gymnasium hvor han fik publikum til at forsøge sig som fodboldstegnere i al venskabelighed. Han var med på Ringsted busturen hvor Thomas Schmits ”SANITAS 79” blev opført af Eric Andersen, Toni A, A.K. og Henning Christiansen en smule knas i dem. Kompositionen gik ud på at invitere folk på en bustur og så efterlade dem på et øde sted - der blev en variante, en dansk variante ud af det. Thomas Schmitt som var i byen ville ikke med men tog toget tilbage til Köln
Publikum blev nøje informeret om at turen gik til Ringsted og at de ikke blev kørt tilbage til København samt at sidste togforbindelse ville være afgået mod København. Alligevel 50 mennesker i bussen, så er der en type happenings hvor Kpke går hen og vinder vinder en koncertkonkurrence i om hvem der kan pisse den længste tid og i en spand.
Aachenopførelsen 20. juli 1964 var lige ved at blive aflyst dels på

[s. 4]

grund af stridigheder indbyrdes ”Den store Vostell-krig dels grundet rektor på Technische Hochschule som havde betænkeligheder p.gr. af datoen. 20 årsdagen for ettentatet på Hitlers (Tyske demokratis vugge stod)

Her opfører Köpke: Was ist das? opførtes på dagen af A. Køpke.

For Kronhausens erotiske samling er der meget guf at hente hos Køpke.

Men det bedste guf kunne man få i havehuset på Tulipanvej og bedste mundfuld var det når når Addi Køpke nåede frem til den plattyske sang Fioline — Fioline. Eller de store øjeblikke f.eks. i Aachen når fru Køpke - Tut Køpke sang Hello darling

For Købke var billedet af verden tydeligt længe før andre vågnede op. Hans irritation over vore fordomme og dumme handlinger holdt ham levende i mange år – kom igen.