1970-08-00

Bildkopf-Bewegkopf-der bewegte isolator
Energi og mådehold

At kunne bevæge sig frit til lands til vands og i luften er den ældste er menneskets ældgamle drøm. I dag er vi I dag er vi nået så vidt at opfyldelse af denne drøm er mulig for omtrent enhver som ønsker det. Man kan blot vælge det erhverv der opfylder behovet ønsket og sætte sig kraftig ind dér. Ikaros’ fart mod solen er rent praktisk denne eneste umulige, men kun fordi den er urimelig. Til gengæld døjer vi i bilismens tidsalder med pladsproblemer og affaldsgasser. Düsseldorfkunstneren Joseph Beuys har i sin transsibiriske jernbane, udstillet i kælderen på Louisiana febr. Marts 1970 forsøgt at klarstille den abstrakte bevægelse for at finde ind til den fundamentale igangsætter, bevægelsesvisionen. Med nogle mønjefarvede træklodser har han lavet en enkel wagon, som vi, idet vi ser på den, bevæger, som om bevægelsen var en realitet. Det begyndte med forestillingen. Man makker og skubber banen frem med sindets brændstof, samme entusiasme som man fik sine legetøjsbiler til at stryge hen over gulvet med. I hver sin ende af ”jernbanen” er 2 fødder anbragt, det er et par brædder slået sammen i vinkel og et par trekanter til at antyde fast fødderne med. Meningen er vel at der skal holdes fast i udgangspunktet, apostlenes heste. Mennesket gik eller løb og udtænkte sig hjulet, pilen og andre hastredskaber med fremdrift i. Hele tiden forsøger man at komme hurtigere frem. Heste og okser måtte holde for. Falke fløj og duer fløj for os

[s. 2]

og på havet blev vinden den første drivkraft, som fungerede uden muskelkraft. Vind- og vandkraft Udnyttelsen af vind- og vandkraft satte gang i fantasi og opfinderevne. Vision og konstruktion – konstruktion og vision følger hinanden i skøn samdrægtighed - der spænder fra katamaran til 3 mastet skonnert. Der har i historiens løb gjort været adsk adsk adskillige fejltagelser når overmodet, overdrivelsen forregnede medførte forregnelser - man ser tydeligt for sig synet af Gustav Vasa, der krænger over på siden og forsvinder under vandoverfladen midt i stabelafløbningens festrus. Titanic og Graf Zeppelin er også milepæle og afskrækkende eksempler på vanskabte resultater ude på opfindelsernes overdrev.
Turbojets, overlydsfly er godt på vej ind i rækken af mislykkede foretagender, men never mind, hvor der handles der spildes.
Joseph Beuys skrev, i skuespillet om kræfternes betydning, EURASIENSTAB, med kridt på gulvet: Bildkopf = billedhoved, Bewegkopf = bevægehoved, Der bewegte Isolator = den bevægede isolator. Ordene er et led på vejen i hans årelange undersøgelse af energiens væsen, såvel den åndelige, som den fysiske energi. I utallige tegninger har han undersøgt og redegjort for den energi der udstråler og udgår fra et menneske (og dyr – geder, hjorte, hare, o.s.v.). Fra det fysiske: Fodens tryk på jorden, kroppens dynamiske ringe og til det åndelige, hjernens forlængelse Billedhoved = menneskets evne til at fastholde gennemtænke organisere, danne sig et billede af situation og vision Bewegkopf = evnen til at sætte noget igang begejstre bevæge sin egen krop, begejstre, overtale, overbevise, til at overføre energi åndelig/fysisk til andre levende væsner og fysiske fæ til at styre fysiske fænomener og kemiske processer. At opfatte kroppen som en bevæget

[s. 3]

isolator kan lyde absurd, men en sandhedskærne er der i opfattelsen, alene af den grund at han kan overbevise om at kroppen kan opfattes således, men også fordi en sådan opfattelse er nyttig, den giver et sært roligt (sig affindende dermed) forhold til egen krops funktion. Kroppens skald fungerer som en termoflaske omkring en kærne. Mave lunger bliver det termobeskyttede energiudviklende udgangspunkt for alle de andre funktioner i mennesket, det er en fantastisk konstruktion, alle svaghederne til trods. Den funktionsbalance, åndelig/fysisk, vision/konstruktion mennesket fungerer i efter min opfattelse det eneste anvendelige princip er efter min opfattelse er også udenfor ”menneskekroppen” det eneste anvendelige princip hvis noget skal fungere i forhold til mennesket udenfor det enkelte individ synes det dog vanskeligere at finde funktionsbalancen, men da det er nedlagt i ethvert individ og afvigerne ikke er i flertal, mener jeg at det ikke skulle være muligt

[s. 4]

Der er i vore dage mange eksempler på at den (åndelige) psyko/fysiske balance ikke er opnået hvor vision og konstruktion har skullet samarbejde for menneskets virkelige behov og muligheder. Storbyerne skriger til himlen over fejl og mangler. Hvor bilismen kunne have været dens redning, alene af den simple grund at bilerne kan bringe menneskene ud af den, er den blevet en plage er den takket være en betoning en understregning af det individuelle havnet i kaotiske tilstande for ikke at sige at vi sidder i stanken til halsen og venter tålmodigt hver eneste dag for at komme ud af byen, til en mundfuld frisk luft. Det er svært at indse at personbilen ikke på samme måde, som busser og tog, kan opfattes som et offentligt transportmiddel. Man kan heller ikke Det er også svært at fatte at vi fortsætter med den ”individuelle” rent kommercielt betingede udvikling af bilen i stedet for at sætte ind på skabelsen af et automobil der sikkerhedsmæssigt (også ingen forurening) stod i det rette forhold til de i mennesket medfødte psyko-fysiske muligheder. Man behøvede vil blot en halv snes forskellige størrelser som kunne dække behovet og en kampagne for at bilindehavere skulle tage passagerer op, kunne det første reducere antallet og gøre udnyttelsesgraden højere. Hvad skulle der være i vejen for at man indsendte en ansøgning om at kunne købe en bil begrundet med sit virkelige behov, fejlen er at personbilen er blevet et individuelt anliggende, som kolliderer med samfundets funktion. Der er dog ingen der drømmer om et individuelt kloaksystem. Behovet for individualitet er til st findes naturligvis, men det må for bilens som for andres vedkommende kanaliseres ad andre baner. Bilen er et gode, der betyder ”kontaktmulighed, bevægelsesfrihed som vi aldrig har haft bedre

[s. 5]

Og er ikke så dyr en mulighed som f.eks. Klepnikovs glashuse flyttelige glashuse. Der er utallige eksempler på skrivende menneskers håb for menneskeheden, positive bestræbelser som hele tiden skal foreholdes os. Den energi, den kræft hvormed vi trykker presser på kan stadig ændre fejl og mangler og det vi mangler kan fremskaffes. Det kræver at vi bevæger os såvel åndeligt som fysisk. Henry David Thoreau erklærer skriver sin tro på mennesket i ”Livet i skovene” således med følgende ord: